Lægevagten er en nødhjælp og yder kun nødvendig og akut behandling, der ikke kan vente til din egen læge har åbent.
Din første kontakt med lægevagten er altid telefonisk. Husk altid at have dit sundhedskort (sygesikringskort) med personnummer (CPR) ved hånden, når du ringer til lægevagten for at få hjælp og vejledning.
I telefonen kan du eventuelt aftale et møde hos lægevagten eller i særlige tilfælde et besøg hjemme hos dig selv. Man kan aldrig møde op hos lægevagten uden først at have aftalt tid i telefonen.
Lægevagtens telefon er åben hele døgnet i weekender og på helligdage. På hverdage kan du ringe til lægevagten fra klokken 16 om eftermiddagen og frem til klokken 8 næste morgen.
Har du fået en akut skade inden for de sidste 24 timer kan du henvende dig på regionens skadeklinikker og skadestuer. Lægevagten har ingen ambulancetjeneste – så i alvorlige og livstruende situationer skal du ringe til alarmcentralen på 112.